Case: Kims historie om et forløb hos Gilbaks
Kim er i gang med et større forløb hos mig, hvor det ikke kun handler om at se godt ud, det handler også om at få det godt og få livsglæden tilbage. Jeg synes at Kims historie er meget inspirerende, derfor har jeg spurgt om ikke han ville dele sin tanker om depression og træning. Det ville han heldigvis godt, så derfor får du hans historie her.
Kim har valgt et forløb hos Gilbaks på 2 x Personlig træning om ugen.
Derudover er målet at han også skal afsted til træning, 2 gange selv om ugen.
Kim:
“Alt forsvinder under fødderne på dig, alt det du kender til bliver vendt på vrangen. Personen i spejlet – bliver din værste fjende!
Man går fra at køre i en dobbeltdækker bus, med tonsvis af plads til familie, venner og kollegaer, til at blive sat på en ethjulet cykel, og ikke have balancen til at køre den!
At hovedet er ved at eksplodere af tusinde tanker, tilbagevendende mareridt, vrangforestillinger
og ganske ”normale” lyde, som en dør der smækkes, låget på skraldecontaineren som klappes i, ja ganske almindelige hverdags ting, der pludselige bliver potentiel faglige… Endda til liv og død situationer…
Mit navn er Kim, er 24 år og har været sygemeldt med PTSD og depression i halvandet år, efter at have været udsendt til Afghanistan.
Jeg kontaktede Marianne (Gilbaks) December 2015 – var langt om længe blevet nogenlunde klar til at rette op på én af de ting, som PTSD’en og depressionen har medført – en vægtøgning af den helt store slags – hvis man mixer en cocktail med PTSD medicin, dårlig kost og et ødelagt knæ, bliver slutresultatet hele 40+ kg.
Lad mig sige en ting, det er heller ikke sjovt at stå som tidligere soldat, hvor ens dagligdag har bestået af træning og hårde aktiviteter, og ende med ikke engang orke at børste tænder eller gå i bad.
Om jeg nogensinde havde turde håbe på, at jeg kunne nå så langt, som at kunne sidde her og skrive som gæsteblogger på Gilbaks.dk? – Aldrig i min vildeste fantasi!
Marianne og jeg har nu trænet i knap 3 måneder, og har aldrig oplevet en bedre, mere dedikeret, smilende, mere motiverende person end hende. Jeg har været i forsvaret i 5 år, er blevet råbt ad, løbet solen sort, dyrket crossfit til den store guldmedalje. Dyrket kampsport på højtplan, og været Danmarksmester i svømning i mine tidligere år. dog har aldrig kasket så meget op, som jeg gør, når Marianne presser mig til det yderste, men lige så hård som hun kan være, lige så ”mor-agtig” kan hun være – Husk dine grøntsager – Husk dine split-squats, men alt er sagt med et smil på læben, og kun det bedste i tankerne.
I tiden med Marianne er jeg gået fra ikke engang orke, at klare helt almindelige dagligdags ting i hjemmet, til at få mere overskud, bedre livsglæde og endda være en bedre mand for min kone, som har stået model, til en ødelagt, knækket og bitter person, der ikke havde overskud eller lyst til noget som helst.
Har ikke kun fået lysten til træning tilbage, men også modet på livet tilbage.
I starten aftalte vi, at det primære mål var vægttab. Det har ændret sig lidt. Marianne har mere brugt tiden på at få mig til at finde lysten tilbage igen. Som hun siger, så kommer resten hen ad vejen. Hermed ikke sagt at vi ikke klør på – bliver stærkere uge for uge. Vægten forbliver den samme lidt endnu, men har allerede købt helt nye bukser, fordi jeg kunne svømme i de gamle. T-shirtene sidder stramt de rigtige steder nu, og folk komplimentere éns resultater og kan se markante ændringer, ikke kun kropsmæssigt men også psykisk og personlighedsmæssigt.
Om jeg nogensinde kommer tilbage til den person, som jeg var inden Afghanistan vides ikke. men en ting er i hvert fald sikkert – har selv taget styringen tilbage og kæmper for en bedre tilværelse.”
– Tak til Kim for at ville dele sin tanker.