Fra sofakartoffel til bevidst sofapomfrit

Jeg har spurgt en række tidligere klienter om de kunne tænke sig at lave et lille gæsteindlæg på bloggen, for at høre hvordan det egentlig går dem. Har du også tænkt? “Ja ja det er fint nok, de taber en masse kilo i samarbejde med en træner, men hvad så bagefter?” Tager man det hele på igen, står det stille eller hvad sker der?

Mit krav var et ærligt indlæg, så det skal i få …. 

Derfor kommer der her det første indlæg i rækken (håber på flere snart), hvor Trine fortæller sin historie. Trine startede i januar 2015. Målet var vægttab. Hun nåede at smide en del kilo sammen med mig, men ønskede stadig at fortsætte med at smide det sidste. Hør hvordan det er gået ….. 

 

Tredje gang er lykkens gang

I januar 2015 kontaktede jeg Marianne, og det var begyndelsen på et fem måneders forløb, som ændrede mig og min hverdag totalt. Hun var den tredje træner, som jeg kontaktede og endelig havde kemi med. Og jeg var så nervøs, at jeg knap fik fremstammet mit navn i telefonen. Vi fik snakket, og som de fleste, som har været i forløb hos Marianne, ved, udstråler hun tillid og er bare det rareste menneske. Det var vigtigt for mig, da jeg IKKE skulle have en eller anden militærsadist, som råbte af mig. I mit hoved var en personlig træner a la hende den lille træner fra How I Met Your Mother, som råber: ”Giv mig to mere!”, mens man grædende hulker: ”Jamen, det sagde du jo også lige før”. Men jeg sagde ja og besluttede, at nej ikke fandtes i mit ordforråd.

Ind i løvens hule

Puha! Jeg har aldrig sat benene i et fitnesscenter før, så første gang var skræmmende! Det må have været som at se Bambi på glatis med store blanke og meget forvirrende øjne. Marianne og jeg satte os og snakkede, og efter fem minutter bad hun mig om at strippe ned til undertøjet. Min reaktion var: Undskyld, hvad!? Du skal nappe mig med hvad for en? Øh, okay, men køber man normalt ikke en person en drink, før man beder om sådan noget? Jeg kan roligt sige, at hvis man kan klare det, så kan man klare alt, hvad Marianne smider efter en. Første sejr! Efter den første måned, de første dødløft, de første squats og

lidt bænkpres steg min selvtillid, og træning blev et tiltrængt break i hverdagen.

Jamen skal det ikke fejres!?

Mad har altid spillet en stor rolle i mit liv. Det var en stor beslutning, for et forløb med Marianne er ikke kun træning men også en kostændring, og det krævede (og kræver stadig) en kæmpe mentalitetsændring. At skulle gå fra at være en sofakartoffel, som brugte mad til alt, til at få et sundt forhold til mad var og er en udfordring.

Min daværende tankegang var følgende:

• Har du fødselsdag? Kage!
• Er der sket noget godt? Kage!
• Er der sket noget dårligt? Kage!
• Jeg føler mig tyk. Kage!
• Er det tirsdag og klokken 10.30. Kage!

Jeg troede egentlig, at jeg havde ret godt styr på madgrupper osv. Men jeg tog fejl. Min biosignatur lærte mig i hvert fald noget helt andet.

Jeg tror, alle inderst inde gerne vil ligne modellerne i reklamerne, men rationelt set vidste jeg godt, at det ville være et long shot. Mest af alt fordi jeg er en livsnyder, og mad altid vil være en stor del af mit liv. Mit daværende mål var at tabe 25-30 kg., men jeg vidste helt ærligt ikke, hvor meget det var eller vigtigere endnu, hvordan -25 kg ville se ud. Derfor havde jeg også et sekundært mål – at gå fra L/XL til S/M.

Jeg kan med stolthed sige, at jeg tabte 18 kg på otte måneder, og min tøjstørrelse er nu M. Min selvtillid steg! Spejle var ikke længere noget, jeg undgik, og jeg var betydeligt mere fremme i skoene, når jeg mødte nye mennesker. Det var dejligt, og jeg følte ikke længere, at jeg gik og ’gemte’ mig. Jeg havde sgu styr på det dersens træning og den dersens kost. Det hele så godt ud, men…

Vi skal være seriøse nu, så stop med undskyldningerne og tag dig sammen!

De første syv-otte måneder gik rigtig godt med træningen. Marianne er en fantastisk engageret træner, og vi har holdt kontakten vedlige. Det betød, at jeg sendte hende et ugentligt billede af vægten (min idé), for på den måde at holde mig selv til ilden. Men hold op hvor er det svært!

Umiddelbart efter mit forløb sluttede, flyttede jeg til London, og der begyndte den første udfordring på egne ben. Et er at flytte til en ny by og et nyt land, men i London er alt bare dyrere, og gode (økologiske) råvarer er enten svære at få fat i, og hvis man er så heldig, så koster det det dobbelte end i Danmark. Men det gik stadig godt med træningen – hele fem gange om ugen. Kosten kom også langsomt på plads, så vægten faldt gradvist. YES!

 

Tilbage i Aalborg

De sidste par måneder har været trælse. Både træning og kost er røget. Desværre er nogle af kiloene røget på igen, men heldigvis langt fra dem alle. Det er en ond spiral, for jeg ved, hvor jeg glad, jeg bliver, når jeg træner og kan se vægten gå ned. På den anden side har jeg svært ved at finde motivationen, og så bliver jeg endnu mere sur på mig selv, og det betyder trøstespisning.

Det er så tåbeligt, for jeg ved godt, hvad der skal til for at komme tilbage på sporet, men det er bare lettere sagt end gjort. Jeg bruger meget tid på at tænke på hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen til at tage ned og træne? Er det, fordi Fitness World er for de smarte mennesker? Er det, fordi jeg er deprimeret? Er jeg deprimeret, fordi jeg ikke træner?

Det var vist en stor omgang undskyldninger. Men prøver alle ikke at trøste sig selv, når tingene ikke lige spiller?

 

Mit nye liv som sofapomfrit

Som så mange andre ting kræver vægttab overskud og dedikering. Det er et bevidst valg, man skal tage hver dag. Det er så let at blive fristet, for der er altid noget at fejre eller dårlige dage at komme igennem. Om det er fødselsdage med boller og varm kakao eller nedture, hvor de gamle vaner tager over. Det er sådan set det samme, for begge situationer kræver styrken til at sige nej tak.

Jeg er indrettet sådan, at jeg ikke må tillade mig selv små smutveje i form af et usundt måltid her og der. Der skal helst være en klar og struktureret rutine, hvor jeg hver uge har fastlagt ét cheat meal og hvor min træning er fastlagt på bestemte dage. Heldigvis er det begyndt at ændre sig. Jeg ved ikke, om det er vejret, men af en eller anden grund virker Fitness World mindre skræmmende, grønsagerne mere lækre og målet mere klart.

 

Min åbenbaring venter stadig…

Mit forløb hos Marianne har

ændret mit liv. På trods af nogle dårlige måneder er selvtilliden stadig i top. Marianne har givet mig troen på, at det umulige er muligt. Hun har givet mig en forståelse for, hvad en sund kost er, og vigtigst har hun lært mig, at jeg godt kan.

I bund og grund handler det vel om at finde det, der

fungerer for en selv. Lære at lytte til sig selv, stole på det coach har lært en og have tiltro til sig selv. Og især sætte sig realistiske delmål, fordi i mit tilfælde er der ikke et slutmål. At skulle indse, at vægten altid vil være noget, jeg skal kæmpe med, har været svær at sluge.

Jeg er blevet mere realistisk nu, og i stedet for at have skyhøje forventninger til et massivt vægttab på meget kort tid, så tager jeg en dag ad gangen. Mit mål er ikke at ligne modellerne i bladene, men jeg vil gerne være glad, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg tror, jeg havde en ide om, at alt ville komme lettere til mig, hvis bare jeg så rigtig ud, eller havde den rigtige konventionelt smukke krop. Men sådan er det bare ikke. Så i stedet for at forvente en ny forbedret Trine, så er mit mål den gode gamle Trine – bare i en

lidt mere lækker indpakning.

 

– Tak til Trine for hendes fortælling … 

PS så er det hende selv der har fundet på titlen …